Vigtigheden af et stærkt visuelt indtryk på hjemmesider har næppe været større, end det er i dag. Du skal derfor sikre dig, at indholdet på din hjemmeside fanger dine besøgende med det samme. Her kan et stærkt visuelt indtryk i forhold af de rigtige billeder gøre en stor forskel.

Vi vil i denne artikel derfor klarlægge, hvorfor det er så vigtigt, at du husker billeder på din hjemmeside. Derudover vil vi hjælpe dig til at finde gratis billeder på nettet, som du både må bruge privat og kommercielt.

De fleste ved godt, at man ikke blot kan google sig frem til billeder og bruge dem, som man har lyst til. Billeder er ikke billige. Omkostningerne dertil kan hurtigt vokse sig store, hvis du skal hyre en professionel fotograf eller købe rettighederne til billeder med henblik på kommercielt brug. Det samme gør sig gældende, hvis du uden tilladelse bruger billeder omfattet af copyright – som hvis du downloader et billede fra Google og anvender det uden tilladelse.

Heldigvis kan du finde millioner og atter millioner af gratis billeder på nettet, som du må bruge på både private og kommercielle hjemmesider.

 

Derfor skal du huske billeder!

Et billede siger mere end 1.000 ord. Den gamle talemåde er på ingen måder blevet mindre relevant med tiden, ej heller når det gælder digitale platforme. Det er derfor vigtigt, at du har et visuelt blikfang på din hjemmeside, når du forsøger at fange og fastholde de besøgendes opmærksomhed og interesse.

Der findes utallige forskningsprojekter, medierapporter og statistikker, der viser, at en stærk visuel tilstedeværelse øger interessen, antallet af klik, sidevisninger og i sidste ende også påvirker din bundlinje. Glem dog ikke en stærk overskrift, idet den sammen med det rigtige billede får en større effekt, end de to elementer vil give selvstændigt.

Med billeder kan du fortælle flere ting, end du kan med en overskrift på seks til otte ord eller en Facebook-status. Rent brandingmæssigt kan billeder være med til at vise og fortælle om dine brandværdier; værdier som dine kunder i bund og grund skal ønske at købe og udvise, når de køber dit produkt eller køber tredjepartsprodukter via dig eller din butik.

Det er derfor vigtigt, at du gør dig en række overvejelser i forhold til dit valg af billeder. Sender det valgte billede det rigtige signal, repræsenterer elementerne derpå de værdier, som du som sælger ønsker, at din virksomhed eller hjemmeside skal være kendetegnet ved?

 

Visuel præsentation

Når du har valgt dit billede eller dine billeder, skal du efterfølgende se på den grafiske opsætning af dit indhold. Selvom du ikke er ude i en publicering på tryk, er det vigtigt, at din tekst og dine billeder sættes op, så de fanger og fastholder læseren – forhåbentligt helt til slut.

Hvis du her har en større tekst, er det vigtigt, at du i opsætningen sikrer dig, at dine billeder er relevante i forhold til den historie, som din tekst fortæller. Derved skaber du en samhørighed, hvor elementerne understøtter hinanden. Gør du det modsatte, så skaber du derimod forvirring hos læseren, hvilket kan resultere i, at vedkommende klikker væk fra din hjemmeside.

Dit valg og placering af billeder kan ydermere påvirke læserens opfattelse af dig eller din virksomhed. Opnår du den sammenhørighed, som der stiles efter, kan du styrke dit eget brand, dets troværdighed og dermed også forbrugerens tillid dertil. Tilliden er grundlæggende i forhold til køb.

 

Gratis billeder giver nye muligheder

Har du en hjemmeside som nyopstartet virksomhed, iværksætter eller blot til hobbyformål, kan det være svært at finde plads i budgettet til, at man skal hyre en professionel fotograf, der sjældent arbejder til under 1.000 kr. i timen.

Alternativt kan man vælge at købe billederne gennem et fotobureau som Scanpix, men det heller ikke helt billigt. De seneste par år har derfor set en lang række gratis alternativer til de store betalingsdatabaser. Databaser som Pixabay.com og Pexels.com giver deres brugere millioner og atter millioner af gratis billeder.

Disse databaser er som udgangspunkt gratis – også hvis du ønsker at bruge billederne kommercielt. Du kan derfor bruge billeder fra Pixabay.com eller Pexels.com på din hjemmeside, selv hvis formålet med denne hjemmeside er at sælge varer eller serviceydelser. Du skal dog være opmærksom på, at billederne i disse databaser kan indeholde registrerede varemærker, som du grundet kommercielle rettigheder ikke må anvende kommercielt uden tilladelse.

Vælger du at oprette en Pixabay-bruger eller downloade gratis billeder via Pexels, kan du slippe for at udfylde en captcha, hver gang du downloader et billede. Ønsker du at betale for billederne, kan du altid vælge at købe fotografen en kop kaffe.

Selvom du frit kan downloade og bruge billederne fra Pexels.com og Pixabay.com, bør du alligevel læse deres regler og betingelser. Der er enkelte indskærpelser, hvortil du ikke kan bruge billederne. Pixabay og Pexels er blandt de to absolut største databaser med gratis billeder, så hvis du opretter dig og bruger dem, så har du en nem og hurtig adgang til gratis billeder – uden du behøver at søge andre steder.

Stillet op overfor hinanden har Pixabay, hvis du er dansk bruger, en stor fordel i forhold til Pexels. På Pixabay kan du nemlig anvende danske søgeord. Herunder også ord der indeholder æ, ø og å.

 

En emoji siger mere end 1.000 tegn

Konceptet med gratis billeder har siden bredt sig, så det foruden Pixabay og Pexels også omfatter en lang række andre databaser med gratis billeder. Gratiskonceptet stopper ikke ved billeder. Du finder derfor ligeledes databaser med gratis vektorgrafik og emojis. I databasen på Flaticon.com finder du over 1,3 millioner vektorikoner, som du gratis kan downloade og bruge. Det fungerer på samme måde som billeddatabaserne.

Databaserne med gratis visuelle ting indeholder også et absolut must. Du kan også finde en lang række gratis emojis. Emojipedia.org giver dig mulighed for at udtrykke stort set alt med en emoji. Den store emojidatabase er ligesom Flaticon og Pexels på engelsk, så du skal huske at anvende engelske søgeord, når du vil finde frem til grafik, emojis eller billeder her.